Emne: Nu kan vi se lys for enden af tunnelen (opdateret 23. marts 2021)

For VM Dans betyder den nye genåbningsplan følgende:

Regeringen har nu præsenteret en genåbningsplan for Danmark. Selvom det lige nu er rigtig hårdt for vores danseskole, skal vi vente lidt endnu – men vi kan endelig se lyset for enden af tunnelen, og det er vi bare så glade for.

Regeringens genåbningsplan betyder følgende for danseskolen:

  • Fra og med onsdag den 21. april må vi åbne vores hold for børn og unge (under 18 år)
  • Fra og med torsdag den 6. maj må vi åbne vores hold for voksne (over 18 år)

Der er følgende usikkerheder:

  • I rammeaftalen står der, at man endnu ikke er sikker på hvilke sportsgrene, der må åbne den 21. april og 6. maj. Men vi håber, at dans er med.
  • Vi ved stadig ikke under hvilke forholdsregler, vi må åbne. Det vil sige i relation til bl.a. hvor mange vi må være på hvert hold. Vi kommer selvfølgelig til at overholde alle regler til punkt og prikke.
  • Datoerne kan rykkes frem eller tilbage afhængende af hvordan smitten udvikler sig.

Lige så snart vi får endelig besked fra myndighederne, vil alle elever modtage en mail med information om resten af sæsonen. Vi er klar med den vildeste genåbnings-danseplan. Det bliver fedt, og vi kan næsten ikke vente!

Jeg håber, at I alle er klar. Vi savner jer!

De bedste hilsner,
Mads Vad og VM Dans teamet

 

Emne: Forlængelse af de gældende restriktioner indtil 5. april 2021 (opdateret 1. marts 2021)

Kære VM Dans’ere – danseskolerne i Aarhus, Skanderborg, Horsens og Randers er stadig tomme, og vi mangler jer ❤️

Vi må desværre vente lidt endnu, da restriktionerne for, hvornår vi må danse igen på danseskolen, er blevet forlænget.

Det betyder, at alle vores aktiviteter nu er suspenderet til og med den 5. april 2021. Hvis smitten med Covid-19 går i den rigtige retning hurtigere, kan vi selvfølgelig håbe på, at vi må åbne før den dato.

Vi håber, at I er klar til at komme tilbage, så snart vi må åbne igen. Lige nu planlægger vi et brag af en genåbning, som vi igangsætter, så snart vi må 🎉.

Bare at I ikke glemmer os ❤️.

Når vi præcist ved, hvornår vi må starte igen, vil alle elever modtage en mail med information om resten af dansesæsonen 🕺. Den mail glæder vi os sådan til at sende!

Vi glæder os til at kunne give jer alle “Den bedste tid” igen! I mellemtiden håber vi, at I følger med online på @vmdansplay 🎥

De bedste hilsner,
Mads Vad og VM Dans teamet

 

Emne: Forlængelse af de gældende restriktioner indtil 28. februar 2021 (opdateret 4. februar 2021)

Kære VM Dans’ere – jeres danseskole i Aarhus, Skanderborg, Horsens og Randers savner jer!

Restriktionerne for hvornår vi må danse igen på danseskolen er, som bekendt, igen blevet forlænget.
Det betyder, at alle vores aktiviteter nu er suspenderet til og med den 28. februar 2021.
Når vi præcist ved, hvornår vi må starte igen, vil alle elever modtage en mail med information om resten af dansesæsonen. Den mail glæder vi os sådan til at sende!

Vi håber, at I stadig kan huske hvor fedt, livsbekræftende og hyggeligt det er at gå til dans. Vi håber, at I savner jeres dansekammerater – de savner helt sikkert dig!

Vi glæder os til at kunne give jer alle “Den bedste tid” igen! I mellemtiden håber vi, at I følger med online på VM Dans PLAY.

De bedste hilsner
Mads Vad og VM Dans teamet

Emne: Forlængelse af de gældende restriktioner indtil 7. februar 2021

Kære VM Dans elev

Som du sikkert ved, har myndighederne forlænget de gældende restriktioner indtil den 7. februar 2021. Det betyder, at alle vores aktiviteter fortsat er suspenderet i den periode. Vi håber naturligvis, at vi må starte igen fra mandag den 8. februar 2021.

Jeg håber, at du, som et lille plaster på såret, har lyst til at danse med på VM Dans PLAY live, indtil vi må danse igen, som vi plejer på danseskolen. VM Dans PLAY LIVE er gratis for alle vores elever og kan ses her: https://live.vmdans.dk.

Jeg vil gerne endnu engang sige tak til alle jer, som bakker op om danseskolen i denne svære tid. Det betyder alt for mig og gør, at jeg kæmper dobbelt så hårdt for at få danseskolen igennem den her periode. Danseskolen er vores elever. Uden jer ingen danseskole.

Hvad gør vi nu?
Lige så snart vi må genstarte vores aktiviteter, laver vi en plan for, hvordan resten af dansesæsonen kan afvikles. Vores plan er selvfølgelig, at vi følger vores kalenderoversigt, men samtidig også tilbyder dans i eksempelvis vinterferien og påskeferien. Udsigterne til at man kan tage på skiferie er jo begrænset, og så vil vi selvfølgelig gerne tilbyde dig så meget dans, som vi kan. Vi sender naturligvis en plan til dig, så snart vi ved mere. Samtidig garanterer jeg, at vi planlægger undervisningen således, at alle kan følge med igen. Der skal være så meget kærlighed i luften, når vi ses igen!

Hvad med betaling?
Vi vil naturligvis ikke kræve betaling for noget, som man ikke får. Når vi ved, hvor mange dansegange vi kan nå inden sommerferien, vil vi derfor udregne, hvor mange dansegange du evt. mister pga. nedlukningen. Har man betalt for meget, kan man selvfølgelig bede om at få refunderet beløbet for de dansegange, man ikke får tilbudt. Det gælder selvfølgelig både for de elever, der har betalt for hele sæsonen på en gang og for dem, som betaler i rater. I den forbindelse håber vi naturligvis igen på vores elevers opbakning og støtte.

Jeg håber vi ses igen snart til ”den bedste tid”!

De bedste hilsner
Mads Vad og VM Dans teamet

 

Emne: Forlængelse af restriktioner vedr. Covid-19

Kære VM Dans elever

Regeringen har endnu engang afholdt pressemøde, hvor restriktionerne vedr. Covid-19 desværre er blevet forlænget.

For danseskolen betyder det følgende:

1) Børne- og ungdomshold suspenderes til og med den 17. januar 2021. Disse hold danser igen fra og med mandag den 18. januar 2021.

De få voksne hold, som vi har haft tilladelse til at undervise op til nedlukningen den 9. december 2020, forventer vi ligeledes kan danse igen fra og med mandag den 18. januar 2021.

2) De voksne hold, som har været suspenderet siden den 26. oktober 2020, forventer vi at kunne genoptage fra og med mandag den 1. marts 2021. Hvis vi får lov til at genoptage undervisningen tidligere, gør vi naturligvis det.

For at sige det lige ud af posen er jeg en presset dansemand. Jeg er så ked af, at vores elever endnu engang skal vente med at komme tilbage på danseskolen. Ligeledes er jeg naturligvis bekymret for, hvad alt det her kommer til at betyde for vores elskede danseskole i fremtiden.

Jeg lover dog følgende; jeg og hele VM Dans teamet vil gøre alt, hvad vi kan, for at styre vores danseskole igennem den her ekstraordinære situation. Som jeg har skrevet før, skal vi lige nu passe på hinanden, men vi skal også passe på alt det, vi gerne vil komme tilbage til. Det kan kun lade sig gøre med vores elevers opbakning og støtte. Den har heldigvis været helt fantastisk, og jeg håber, at I endnu engang vil hjælpe danseskolen.

Jeg lover, at vi laver den vildeste danse-boot-camp opstart, når vi må danse igen. Vi vil arbejde dag og nat for at give alle vores elever ”den bedste tid”, når Mette siger, at vi må.

Da udmeldingerne vedr. restriktionerne kommer med meget kort varsel, og ikke kan forudses, er det svært for mig at lave en plan over, hvordan vi helt præcis kommer til at afvikle resten af dansesæsonen. Men lige så snart vi må starte igen, sender jeg yderligere info vedr. dette. Jeg kan garantere, at vi giver den gas, så der kommer ekstra gang i dansegulvet.

Jeg håber på jeres forståelse. Jeg håber ligeledes, at I vil bruge danseskolens online platform VM Dans PLAY til at stille den værste dansetrang. Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle et rigtig godt nytår.

Vi ses på danseskolen!

De bedste hilsner,
Mads Vad og VM Dans teamet

 

 

Pressemeddelelse fra den 7. december:

Kære elev

Mandag den 7. december 2020 har myndighederne igen ændret restriktionerne for vores aktiviteter for at begrænse smitterisikoen for Covid-19.

Vi er naturligvis meget kede af, at disse restriktioner igen får konsekvenser for os alle, men vi følger naturligvis restriktionerne, som vi skal.

Restriktionerne betyder:

1) Alle hold samt øvrig aktivitet på danseskolen i Aarhus suspenderes fra og med onsdag den 9. december 2020 til og med søndag den 3. januar 2021. Børne- og ungdomshold i Aarhus danser igen fra og med mandag den 4. januar 2021.

2) Børne- og ungdomshold i Randers, Skanderborg og Horsens, samt de få voksne hold, som har danset de sidste uger i Randers, Skanderborg og Horsens er ikke berørt af de nye restriktioner, og fortsætter efter den almindelige kalenderoversigt.

3) De voksne hold i Aarhus, Randers, Skanderborg og Horsens, som har været suspenderet siden den 26. oktober 2020, skal nu fortsat være suspenderet til og med søndag den 28. februar 2021. Det er naturligvis meget hårdt for os at skulle efterleve dette, men vi har naturligvis intet andet valg end at efterleve myndighedernes anvisning. Disse hold danser igen fra og med mandag den 1. marts 2021.

Vi vil sørge for, at alle suspenderede hold bliver kompenseret med erstatningsdansegange således, at man som elev får det, man har betalt for. Vi håber på forståelse for, at vi kommer med en plan for dette, når vi får opdaterede informationer fra myndighederne.

Hos VM Dans har vi besluttet os for, at Covid-19 ikke får lov til at ødelægge vores danseskole. Lige nu skal vi passe på hinanden, men vi skal også passe på det, vi gerne vil komme tilbage til, når pandemien er slut. Jeg håber derfor naturligvis meget på, at alle elever vil bakke os op, og at I ikke glemmer os. VM Dans er ”den bedste tid” og den kommer vi alle tilbage til, hvis vi står sammen. Din danseskole har brug for dig mere end nogensinde.

Jeg ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår med håbet om, at 2021 bliver året, hvor jeg, så hurtigt som muligt, kan skrive en rigtig glad mail til dig. En mail hvor der står, at vi igen kan ses som vi plejer på danseskolen, holde fester, Afdansningsbal og Gallafest. Det bliver den vildeste fest.

De bedste hilsner,
Mads Vad og VM Dans teamet